Katastrofal indledning i premieren

Herresenior 1
Tirsdag, 12. august 2014 00:00

Niels Andersen kommer højst i 1-3-nederlaget mod Bispebjerg.Sæsonpremieren tirsdag aften ude mod Bispebjerg fik den mest katastrofale start, nogen kunne forestille sig. Et målmandsdrop og et selvmål inden for de første fem minutter bragte Bispebjerg foran 2-0, og så frygtede de fleste, hvordan resten af kampen ville udvikle sig. Men støt og roligt spillede frederiksholmerne sig tilbage i en kamp, som trods overvægt i spillet til gæsterne i store dele af anden halvleg i sidste ende fortjent nok endte med Bispebjerg som vinder med 3-1. Gert Nielsen reducerede på straffespark for AIK Frederiksholm godt midtvejs i første halvleg.

Det blev resultatmæssigt ikke til den sæsonstart, som AIK Frederiksholm kunne have ønsket, da holdet tirsdag aften åbnede en ny sæson ude mod Bispebjerg Boldklub, som ifølge eget udsagn var blevet forstærket i sommerpausen. Det var dog ikke umiddelbart til at se, men alligevel chokstartede hjemmeholdet, da de allerede efter fem minutters spil havde bragt sig foran 2-0.

Det skyldtes dog snarere store personlige fejl i en vaklende AIK-defensiv end decideret godt spil af Bispebjerg. Først så AIK-målmand Mathias Andersen noget uheldig ud på et frispark fra 35 meters afstand. Bolden blev sparket midt i målet, og på mystisk vis gik den igennem en sprællende keeper til 1-0 efter kun to minutters spil. Tre minutter senere var den gal igen, da Bispebjerg fik lov til at slå et indlæg ind foran AIK-målet. I stedet for at cleare situationen, sendte Nicklas Madsen bolden i eget målnet til 2-0. Av for den!

Mange frygtede derpå, hvordan resten af kampen ville udvikle sig, og Bispebjerg var da også det klart bedste hold i første halvleg. Frederiksholmerne havde store problemer med opspillet, og bolden blev ofte tabt få afleveringer efter, at holdet havde erobret den fra modstanderen. Og så var det forfra igen, hvilket kostede mange kræfter.

Det blev derfor heller ikke overraskende 3-0 til Bispebjerg, da hjemmeholdet i det 22. minut fik tildelt et straffespark af kampens mildest talt noget svingende dommer. Sekunder inden det ellers korrekt dømte straffespark burde dommeren havde dømt frispark til AIK Frederiksholm, da en Bispebjerg-spiller tydeligvis forsøgte at filme sig til et straffespark. Desværre forblev fløjten tavs, inden debuterende Kevin Simonsen kort efter begik straffespark, hvilket Bispebjerg udnyttede sikkert.

Sjældne besøg
Fem minutter senere var AIK Frederiksholm på et af sine sjældne besøg helt fremme i Bispebjergs straffesparksfelt, og her udløste en nærkamp også straffespark. Om den var god nok, eller om der måske var tale om kompensation fra dommerens side i forhold til situationen fem minutter tidligere, er svært at vurdere. Men anfører Gert Nielsen var i hvert fald sikkerheden selv og reducerede til 3-1.

Det var som om, at frederiksholmerne kom bedre og bedre med i kampen, og Bispebjerg mistede noget af pusten - og havde ikke lige så let ved at spille sig igennem gæsternes forsvar. På trods af det ærgerlige straffespark blev det også som kampen skred frem mere og mere klart, at den unge, debuterende midtbanespiller Kevin Simonsen helt klart er en gevinst for holdet. Han formåede i høj grad at holde bolden i egne rækker og fordelte indimellem også spillet fornuftigt rundt på banen. Ham glæder vi os til at se meget mere til.

Efter pausen vippede kampen frem og tilbage, men AIK Frederiksholm fik godt halvvejs i halvlegen en lille overvægt i spil uden dog at blive rigtig farlige i offensiven. Godt hjulpet på vej af nogle dumme gule kort til hjemmeholdet, var frederiksholmerne i det sidste kvarter klart mest spilstyrende, men trods et stigende pres mod Bispebjerg-holdet skulle vi helt hen til overtiden, før AIK Frederiksholm fik sin største chance.

Gigantisk scoringschance
Kevin Simonsen rykkede sig flot fri midt for mål lige uden for hjemmeholdets straffesparksfelt og fandt flot Dennis Lystrup på kanten af det lille felt. Men den kompakte angriber manglede is i maven, da han stod få meter fra målstregen helt alene med Bispebjerg-målmanden. Afslutningen ramte lige på målmanden, og så løb den gigantiske scoringschance ud i ingenting. Det havde set endnu bedre ud med 3-2 frem for slutresultatet, der altså blev 3-1. Sejren kunne der dog ikke pilles ved.

AIK Frederiksholm ligner et spændende hold i den nye sæson og kan uden tvivl spille op med de bedste hold i rækken, hvis alle spillere i truppen er til rådighed. Det var dog ikke tilfældet mod Bispebjerg, og derfor manglede der altså også lige det sidste, før point havde været inden for rækkevidde.

Næste kamp er på lørdag 16. august kl.13.00 hjemme mod Sundby KFUM, hvor flere spillere forhåbentlig er vendt tilbage fra ferie og har fået bugt med småskader.


Bispebjerg Bk-AIK Frederiksholm 3-1 (3-1)
Opstilling (4-4-2): Mathias - Nicklas, Gert, Dara, Mikkel - Kevin, Martin F., Christian, Steffen B. - Dennis L., Niels - (Frederik M., Tue, Lars A.).
Mål: 1-0 (2), 2-0 Nicklas (selvmål, 5), 3-0 (straffe, 22), 3-1 Gert (straffe, 27).
Advarsler: Nicklas (AIK Frederiksholm), Bispebjerg 4.
Rødt kort: Bispebjerg 1 (2 gule kort).




 

 
free pokerfree poker

Kontakt

Herresenior 1

Kontakt: Allan Mogensen
Tlf. 31 61 11 81
 

Træning

Tirsdag, kl.18.00-19.30.
Valby Idrætspark, bane 25.

Torsdag, kl.18.00-19.30.
Valby Idrætspark, bane 25.

Kontakt evt. Allan Mogensen, tlf. 31 61 11 81

 

Web TV

Sponsorer


 




tfs



 

Rostgaard Byggeservice

 



Malerfirmaet Mikkel Stoltz


 

 


  

  


 

 

Copyright 2011, AIK Frederiksholm