På pointtavlen med 2-2

Herresenior 1
Lørdag, 16. august 2014 00:00

Dennis Carlsson afdribler to Sundby KFUM spillereAIK Frederiksholm kom lørdag for første gang på pointtavlen i denne sæson, da holdet trods en to-måls føring ved pausen måtte tage til takke med 2-2 på hjemmebane mod Sundby KFUM. Ærgelsen over kun ét point var ekstra stor, i det gæsternes udligning faldt i kampens sidste minut på straffespark. Dennis Lystrup og Christian Sloth tegnede sig for frederiksholmernes mål.

Umiddelbart efter hjemmekampen lørdag mod Sundby KFUM var skuffelsen over to tabte point større end glæden over ét vundet. Men når indtrykkene fra kampen først lægger sig, vil de fleste nok tænke tilbage på kampen med tilfredshed.

Der er ingen tvivl om, at Sundby KFUM var det bedst spillende hold, og gæsterne formåede at flytte bolden godt rundt på banen, hvilket frederikholmerne stadig kæmper med. Der var dog store fremskridt at spore, og hjemmeholdets spillere skal roses for stor fight, der i sidste ende desværre ikke rakte til mere end et point.

Fremskridtet kunne blandt andet ses i det fremadrettede spil, hvor AIK Frederiksholm virkede meget farligere end i sæsonens første kamp. Det var da også hjemmeholdet, der havde kampens første store chance, da Gert Nielsen afsluttede på overliggeren efter bare fire minutter.

Kampen blev præget af en kraftig vind på langs af banen, hvilket i første halvleg gav AIK Frederiksholm en del medvind og chancer, der dog blev misbrugt på det skammeligste. Samtidig haltede den defensive organisation gevaldigt i første halvdel af kampen, hvilket dog bedredes, jo ældre kampen blev.

Hul på målbylden
Vi skulle helt hen til fire minutter før pausen, før der endelig gik hul på målbylden. Dennis Lystrup viste sig endelig fra sin bedste side og udplacerede målmanden til 1-0, hvilket egentlig var helt fortjent. Tre minutter senere øgede Christian Sloth føringen til 2-0, da han efter et ellers gennemspillet angreb modtog en returbold 30 meter fra mål og med et følt skud sendte bolden i en blød bue over målmanden og op i højre hjørne af målet. Et flot mål, der lunede gevaldigt lige før pausen.

Efter pausen frygtede man et sandt stormløb fra Sundby KFUM - ikke mindst grundet den kraftige medvind gæsterne nu havde i ryggen. Men det var faktisk AIK Frederiksholm, der markerede sig som de farligste, da Dennis Lystrup efter to minutter sendte et skruet skud af sted mod fjerneste side af målet. Men Sundby-keeperen var vågen og klarede vandretliggende det nærgående forsøg helt ude ved stolpen.

Minuttet efter var Dennis Lystrup igen på færde, da Sundby-målmanden var på en skovtur, men afslutningen strøg lige forbi venstre opstander.

Sundby KFUM satte sig herefter mere og mere på kampen og pressede hårdt på for en reducering. Den første store mulighed fik de, da dommeren fejlagtigt dømte straffespark efter 57 minutter for hånd på bolden. Bolden ramte nemlig Christian Sloth på benet, og hænderne var således ikke i nærheden af bolden, hvilket dommeren desværre ikke så fra den vinkel, han stod placeret.

Fantomredning
Heldigvis hev målmand Mathias Andersen en af sine fantomredninger frem, og Sundby KFUM brændte altså den store chance for at spille sig tilbage i kampen. Det gjorde de desværre ikke fire minutter senere, hvor gæsterne helt frit fik lov til at slå et indlæg fra højre side ind i hovedet på en angriber, der kvitterede ved at score til 1-2.

Det lagde et ekstra pres på frederiksholmerne, som kæmpede bravt og formåede at holde stand helt frem til kampens sidste minut. Med en mand i overtal grundet gult kort til Sundby KFUM dummede en AIK-forsvarer sig og sparkede en Sundby-spiller i kampen om bolden i eget straffesparksfelt. Dommeren var ikke i tvivl og pegede på pletten, og så skulle der endnu en fantomredning til fra AIK-målmanden for at holde føringen.

Den kom desværre ikke, og Sundby KFUM udlignede denne gang sikkert til 2-2, hvilket blev kampens resultat.

Alt i alt et vel nok fortjent resultat set over hele kampen, hvor AIK Frederiksholm desværre ikke fik udnyttet flere store chancer til scoring, hvilket kunne have afgjort kampen ved stillingen 2-0. Men der var bestemt positive takter at spore i spillet, og hvis så også alle spillere kommer til træning i den kommende tid, kan det faktisk også blive helt fornuftigt i de kommende kampe.

Næste kamp er lørdag 23. august kl.15.00 ude mod oprykkerne Bk. Sjoller, der dog har samme hjemmebane som AIK Frederiksholm på kunstgræsset i Valby Idrætspark.

 


AIK Frederiksholm-Sundby KFUM 2-2 (2-0)
Opstilling (3-5-2): Mathias - Gert, Anders K., Kasper - Kevin, Martin F., Steffen B., Dennis C. - Dennis L., Christian - (Kristian, Daniel).
Mål: 1-0 Dennis L. (41), 2-0 Christian (44), 2-1 (61), 2-2 (straffe, 90).
Advarsler: Kristian (AIK Fr.holm), Sundby KFUM 2.






 

 
free pokerfree poker

Kontakt

Herresenior 1

Kontakt: Allan Mogensen
Tlf. 31 61 11 81
 

Træning

Tirsdag, kl.18.00-19.30.
Valby Idrætspark, bane 25.

Torsdag, kl.18.00-19.30.
Valby Idrætspark, bane 25.

Kontakt evt. Allan Mogensen, tlf. 31 61 11 81

 

Web TV

Sponsorer


 




tfs



 

Rostgaard Byggeservice

 



Malerfirmaet Mikkel Stoltz


 

 


  

  


 

 

Copyright 2011, AIK Frederiksholm