Hæderlig afslutning mod 1way

Herresenior 1
Lørdag, 06. september 2014 00:00

AIK Frederiksholm vågnede først for alvor op med et kvarter igen i lørdagens hjemmekamp mod 1way FF, men da var det for sent at indhente 0-4-stillingen. Med scoringer af Gert Nielsen og Christian Sloth fik hjemmeholdet dog pyntet lidt på resultatet af kampen, der fortjent nok endte 2-4.

Som regel er 90 minutter rigeligt til en fodboldkamp, og ofte ville man måske ønske, at kampen blev fløjtet af noget før. Men i lørdagens hjemmekamp mod 1way var det som om, at man håbede på, at dommeren havde lagt oceaner af tid til.

Det havde han desværre ikke, og så endte kampen mellem AIK Frederiksholm og 1way FF med et nederlag til hjemmeholdet på 2-4. Men det sidste kvarter af kampen så lovende ud. Her lykkedes det da også frederiksholmerne at score to gange, hvorfor det var, at man kunne have ønsket mindst et kvarters tillægstid for at hente et point ud af opgøret.

AIK Frederiksholm sluttede nemlig opgøret ganske pænt, mens 1way mest af alt virkede som om, at de mentalt havde forladt banen. Desværre var det bestemt ikke symptomatisk for den første trefjerdedel af kampen.

Velspillende mandskab
For nyoprykkede 1way viste sig faktisk at være et ganske velspillende mandskab, der let udnyttede hjemmeholdets svagheder, som kampen skred frem.

Allerede efter 14 minutter kom første mål, da frederiksholmernes venstre side så lige lovligt slap ud. Det udnyttede 1way og bragte sig i front 1-0.

Spillet vekslede lidt frem og tilbage i den efterfølgende periode, dog med 1way som den kontrollerende part i kampen. Gert Nielsen havde alligevel et udmærket forsøg efter 33 minutter, som med lidt mere held godt kunne have medført en udligning.

Minuttet efter øgede gæsterne så til 2-0, da de nærmest spadserede sig gennem AIK-defensiven uden nogen egentlig rigtig gik til modstanderen.

Kort før pausen fik Gert Nielsen endnu en stor chance, som den godt spillende 1way-målmand nappede med en fodparade. 0-2 blev pausestillingen, men intet virkede som afgjort med 45 minutter tilbage.

Desværre blev der hamret endnu et søm i AIK Frederiksholm kisten efter kun to minutters spil af anden halvleg. AIK-defensiven stod passivt og så på, mens en 1way-spiller fik frit løb på kanten af straffesparksfeltet og tordnede bolden i mål bag en prisgivet Mathias Andersen i AIK-målet.

Samme Mathias Andersen stod en ganske fornuftig kamp med flere gode redninger, der holdt modstanderens score nede.

Statister i ensrettet forestilling
Efter 57 minutter lignede frederiksholmerne endnu engang en flok statister i en ensrettet 1way-forestilling, da markeringerne var alt for løse, og gæsterne på ny spadserede sig let igennem og uden besvær øgede føringen til 4-0.

Det efterfølgende kvarter vekslede spillet, og hjemmeholdet kom bedre og bedre med, mens 1way virkede tilfredse med den komfortable føring.

Dommeren pegede korrekt på straffesparkspletten med et kvarter igen, da en AIK-spiller blev nedlagt i det kriminelle område. Gert Nielsen sørgede for reducering til 1-4.

På trods af langt bedre spil fra hjemmeholdets side skulle man helt ind i overtiden – der var lagt 4-5 minutter til som følge af en længere skadespause – før næste mål fra AIK Frederiksholm kom. Her var det Christian Sloth, der afsluttede fra kanten af modstanderens straffesparksfelt. Bolden strøg i mål tæt på venstre opstander til reducering 2-4.

Det blev også kampens resultat, hvilket efterlader AIK Frederiksholm med kun 1 point efter sæsonens første seks kampe. Der bliver nu en kamppause frem til lørdag 20. september, hvor TKC - et af de to hold, der stadig ligger under AIK Frederiksholm i stillingen - gæster Valby Idrætspark med kampstart kl.13.00.

 


AIK Frederiksholm-1way FF 2-4 (0-2)
Opstilling (4-4-2): Mathias - Gert, Lars A., Kristian, Steffen B. - Kevin, Julien, Christian, Nicklas - Danny, Dennis C. - (Morten O., Lasse).
Mål: 0-1 (14), 0-2 (34), 0-3 (47), 0-4 (57), 1-4 Gert (straffe, 75), 2-4 Christian (90).
Advarsler: Ingen.


 

 
free pokerfree poker

Kontakt

Herresenior 1

Kontakt: Allan Mogensen
Tlf. 31 61 11 81
 

Træning

Tirsdag, kl.18.00-19.30.
Valby Idrætspark, bane 25.

Torsdag, kl.18.00-19.30.
Valby Idrætspark, bane 25.

Kontakt evt. Allan Mogensen, tlf. 31 61 11 81

 

Web TV

Sponsorer


 




tfs



 

Rostgaard Byggeservice

 



Malerfirmaet Mikkel Stoltz


 

 


  

  


 

 

Copyright 2011, AIK Frederiksholm