Pointdeling mod Brøndby IF

Herresenior 1
Søndag, 22. februar 2015 00:00

20150222-bifDet burde nok have resulteret i en sejr til AIK Frederiksholm i søndagens træningskamp ude mod Brøndby IF. Alligevel var frederiksholmerne godt tilfredse med uafgjort efter en sen udligning i de døende sekunder af Dennis Carlsson til kampens slutresultat 1-1. 

AIK Frederiksholms herresenior er fortsat ubesejret i år efter anden træningskamp søndag ude mod Brøndby IF. Kampen sluttede uafgjort 1-1, hvilket begge hold nok er ganske tilfredse med. Faktisk ville det nok have været mest retfærdigt, hvis frederiksholmerne havde trukket det længste strå.

Gæsterne var set over hele kampen måske ikke det bedst spillende hold, men man formåede alligevel at spille sig frem til et hav af store chancer, som det altså kneb gevaldigt med at få omsat til scoringer.

Brøndby begyndte kampen bedst og lagde et gedigent pres på sine gæster. Det kom dog aldrig til de oplagte muligheder. Dertil stod AIK-defensiven for solidt, og der var således god kommunikation i de bageste geledder, ligesom den defensive midtbane også tog sin del af arbejdet i defensiven.

Anderledes kneb det i det fremadrettede spil, hvor et hav af bolde aldrig fandt frem til en medspiller og dermed blev smidt hurtigt væk.

Heldigvis gik det bedre og bedre i takt med, at kampen skred frem, og selv om succesraten for fuldførte afleveringer stadig ikke nåede op på et acceptabelt niveau, betød den bedre sammenhæng i opspillet, at AIK Frederiksholm spillede sig frem til en del åbne chancer.

Blandt andet burde nytilkomne Frederik Bloch nok have gjort det til 1-0 for gæsterne, da han fik en friløber godt halvvejs i første halvleg. Men Brøndby-keeperen vandt mand-til-mand duellen.

Det så også ud som om, at Dennis Carlsson blev snydt for et straffespark med ti minutter tilbage af halvlegen, da hjemmeholdets målmand hægtede ham på baglinjen. Men dommerens fløjte forblev tavs, hvorfor de to hold kunne gå til pause med 0-0.

Balancen i spillet fortsatte efter pausen. AIK Frederiksholm havde stadig nogenlunde styr på defensiven, mens der indimellem også kom et farligt angreb. Et skud på overliggeren var noget af det tætteste gæsterne kom, inden Brøndby for en gangs skyld fik lidt for meget tid på kanten af straffesparksfeltet. Det udnyttede hjemmeholdet og afsluttede fladt i den ene side til scoring 1-0. Da var der spillet godt 20 minutter af anden halvleg.

AIK Frederiksholm fortsatte med at klø på, men dels tøvede man med at afslutte på kanten af modstanderens straffesparksfelt i et par situationer, og dels havde Dennis Carlssons hovedstød på overliggeren med ti minutter igen fortjent bedre skæbne.

Vi skulle således helt ind i kampens sidste minut, før energiske Morten Hauge på højrefløjen fik tilbageerobret bolden på modstanderens banehalvdel i et Brøndby-opspil. Et par afleveringer senere endte bolden inde i feltet hos Dennis Carlsson, der vristede sig fri og sendte læderkuglen i kassen til en forløsende 1-1-scoring.

Brøndby nåede kun lige at give bolden op, inden dommeren fløjtede kampen af.

Næste træningskamp er lørdag 7. marts kl.11.50 hjemme mod FC Hvidovre.
 




 

 
free pokerfree poker

Kontakt

Herresenior 1

Kontakt: Allan Mogensen
Tlf. 31 61 11 81
 

Træning

Tirsdag, kl.18.00-19.30.
Valby Idrætspark, bane 25.

Torsdag, kl.18.00-19.30.
Valby Idrætspark, bane 25.

Kontakt evt. Allan Mogensen, tlf. 31 61 11 81

 

Web TV

Sponsorer


 




tfs



 

Rostgaard Byggeservice

 



Malerfirmaet Mikkel Stoltz


 

 


  

  


 

 

Copyright 2011, AIK Frederiksholm