Vigtig sejr i vanvittig 11-målskamp

Herresenior 1
Lørdag, 20. juni 2015 00:00

Tommy Andersen udligner til 1-1 for AIK Frederiksholm mod Nørrebro Bk.

11 mål, tre røde kort og to gule kort. Det var nogle af hovedingredienserne i lørdagens kamp mellem AIK Frederiksholm og Nørrebro Bk. på kunstgræsset i Valby Idrætspark. Hjemmeholdet var bagud i store dele af kampen, men ti minutter før tid sørgede frederiksholmerne med to scoringer for at vende et truende nederlag til sejr og slutresultatet 6-5. Tommy Andersen scorede to gange, Gert Nielsen, Christian Sloth, Dennis Lystrup og Danny Nielsen hver en gang.

AIK Frederiksholm og Nørrebro Bk. har det med at lukke mange mål ind, men samtidig også score en hel del mål. Ikke mindst i klubbernes indbyrdes opgør, hvor første kamp i efteråret var endt med Nørrebro-sejr på 5-4. Derfor var der allerede på forhånd lagt op til en underholdende kamp med mange mål.

Og man må sige, at tilskuerne blev på ingen måde skuffede. Det var næsten for meget af det gode - alt efter hvilke øjne, der så på. Kampens første scoring faldt efter kun syv minutters spil, hvor Nørrebro, der havde lagt bedst ud, udnyttede en noget inkonsekvent tilgang til spillet i AIK-defensiven, og så stod det 1-0 til gæsterne.

Allerede fem minutter senere kom der dog balance i regnskabet igen. Her fandt Gert Nielsen med en god aflevering Frederik Blok på venstre kanten. Blok lagde med en følt aflevering bolden til bageste stolpe, hvor Tommy Andersen stod klar og helflugtede læderkuglen i kassen bag en prisgivet Nørrebro-målmand.

Tredje mål faldt efter 18 minutters spil, hvor det igen var gæsterne, der var skarpest, da AIK-midtbanen og -defensiven tog sig en slapper og droppede det, der hedder markeringer. Så stod det 2-1 til Nørrebro.

Gal igen
Minuttet efter var den gal igen i AIK-forsvaret. Det så ud som om, at ingen turde gå i den boldbesiddende Nørrebro-spiller, og så kunne han sparke bolden frit i mål til 3-1 uden chance for Mathias Andersen i AIK-målet.

Her var målscoringen langt fra slut. AIK Frederiksholm reducerede godt halvvejs i halvlegen, da Tommy Andersen blev sendt af sted i dybden med en friløber. Han afdriblede målmanden, men vurderede, at vinklen var blevet for spids. Så han stoppede op og afdriblede endnu engang målmanden samt en heroisk kæmpende forsvarsspiller og lagde derpå køligt bolden ind over målstregen til 2-3.

Spillet bølgede frem og tilbage, og der var ingen tvivl om, at begge mandskabers forsvar var i gavehumør igen - fristes man til at sige - denne lørdag. Det blev endnu mere tydeligt, da Frederik Blok i et opspil i venstre forsvarsside afleverede bolden direkte til en modstander, som derpå havde frit løb mod mål og sikkert scorede til 4-2 til Nørrebro.

Minuttet efter viste samme Frederik Blok fra en lidt mere heldig side, da han med et godt indlæg fandt Gert Nielsen foran et helt tomt mål. Han satte panden på bolden, men fik på bemærkelsesværdig vis headet over det tomme mål. Meget større chance fås ikke.

Gjorde lidt af skaden god
Heldigvis gik der kun to minutter, inden Gert Nielsen fik gjort lidt af skaden god igen, da Tommy Andersen i et hurtigt fremløb afleverede til Gert Nielsen, som udplacerede målmanden og reducerede til 3-4. Det blev også stillingen ved pausen.

Men underholdningen i den hæsblæsende kamp var langt fra ovre. Der var dog en længere scoringspause på næsten et kvarter fra anden halvlegs start. Her fik en Nørrebro-spiller gult kort for et frispark, og da han tidligere i kampen i forvejen havde fået en kraftig henstilling fra dommeren, måtte han altså ud og hvile sig på sidelinjen i ti minutter. Det udnyttede AIK Frederiksholm resolut, da Tommy Andersen med en fiks aflevering minuttet efter fandt Christian Sloth i venstre side. Et par træk ind i feltet og to afslutninger resulterede i udligningen til 4-4.

I det 66. minut markerede Frederik Blok sig endnu engang temmelig uheldigt, da han skubbede en Nørrebro-spiller i ryggen inde i det kriminelle felt, hvilket dommeren takserede til straffespark. Og herfra tog kampen en voldsom udvikling. I samme øjeblik Nørrebro-spilleren løb til bolden på straffesparkspletten, hørte dommeren en anden Nørrebro-spiller bruge fornærmeligt sprog. Det betød omspark og direkte rødt kort til åbenmundede spiller. Nørrebro udnyttede herpå straffesparket og bragte sig i front 5-4.

Med et kvarter igen tog kampen endnu en drejning. En hel del noget mystiske kendelser fra kampens dommer gjorde i særlig grad gæsterne fra Nørrebro frustrerede, og de havde svært ved ikke at kommentere dommerens afgørelser. Det blev for meget for dommeren, der uddelte to røde kort mere samt et enkelt gult kort til Nørrebro, der i en kort periode måtte spille med 7 spillere mod AIK Frederiksholm 11.

Måtte gå galt
Det måtte jo gå galt, og ganske rigtigt med ti minutter før tid, fik Tommy Andersen afsluttet fra højre side. Dennis Lystrup var hurtig til at følge op og sikre sig, at bolden røg helt ind i mål til udligning 5-5. To minutter senere bragte AIK Frederiksholm sig så i front for første gang i kampen. Hjemmeholdet kun helt naturligt lægge et voldsomt pres på Nørrebro, og efter lidt tilfældigt spil endte bolden pludselig inde midt i Nørrebro-feltet hos Danny Nielsen, som bankede bolden i mål til 6-5.

En noget sløset indstilling fra flere af frederiksholmerne til allersidst gjorde, at Nørrebro med tre mand i undertal faktisk var tæt på at udligne, hvis ikke AIK-keeper Mathias Andersen havde hevet en fin redning ud af ærmet.

Det blev dog ved de 6-5 til AIK Frederiksholm, som med tre point mere på kontoen nu er sikre på at slutte på rækkens 11. plads med tre klubber under sig. Og da Kastrup i Danmarksserien senere om lørdagen sikrede sig overlevelse, er det nu sikkert, at der kun rykker tre klubber ned fra Serie 3. Dermed kan AIK Frederiksholm stadig kalde sig Serie 3-hold efter sommerferien.

Inden da resterer der dog en enkelt kamp mere i denne sæson mod FC Nyhavn, der som rækkens suveræne tophold forlængst har sikret sig oprykning til Serie 2 og endnu ikke har tabt en kamp i sæsonen. Det vil AIK Frederiksholm dog forsøge at lave om på, når sæsonens sidste kamp fløjtes igang på Kløvermarken lørdag 27. juni kl.11.15.
 


AIK Frederiksholm-Nørrebro Bk. 6-5 (3-4)
Opstilling (4-4-2): Mathias - Kristian J., Tue, Nicklas, Kristian G. - Frederik M., Gert, Nick, Frederik B. - Tommy (anfører), Danny - (Christian, Dennis L., Alexander).
Mål: 0-1 (7), 1-1 Tommy (12), 1-2 (18), 1-3 (19), 2-3 Tommy (25), 2-4 (33), 3-4 Gert (36), 4-4 Christian (59), 4-5 (straffe, 68), 5-5 Dennis L. (80), 6-5 Danny (82).
Gule kort: Nørrebro Bk. 2.
Røde kort: Nørrebro Bk. 3.






 
free pokerfree poker

Kontakt

Herresenior 1

Kontakt: Allan Mogensen
Tlf. 31 61 11 81
 

Træning

Tirsdag, kl.18.00-19.30.
Valby Idrætspark, bane 25.

Torsdag, kl.18.00-19.30.
Valby Idrætspark, bane 25.

Kontakt evt. Allan Mogensen, tlf. 31 61 11 81

 

Web TV

Sponsorer


 




tfs



 

Rostgaard Byggeservice

 



Malerfirmaet Mikkel Stoltz


 

 


  

  


 

 

Copyright 2011, AIK Frederiksholm